Smerten

Sol jeg saa
slagen med blod,
Sol jeg saa
sterkt med mit liv det led
mægtig den tyktes
paa mangen vis,
mægtig den tyktes
fra hvad før den var.

Sol jeg saa,
saa det mig tyktes,
Sol jeg saa,
som saa jeg sæle gud
sank paa knæ jeg
den sidste gang
sidste gang
for den i dette liv.

Sol jeg saa,
saa den straaled,
Sol jeg saa,
som svandt mig al min sands
men dybets strømme
døned paa hin kant
dybets strømme
blandede sterkt med blod.

Sol jeg saa
sjelden mer mørk,
Sol jeg saa
sterkt med mit liv det led
tungen min var
træ at kalde,
tungen min træ,
og kold var min krop.

siden aldrig sol jeg saa
efter den dryge dag
fjeldvand sammen
for mig luktes,